Teen rapists spared jail partly because of intellectual limitations, judge’s full remarks show

Teenager-rådere skilt fra fængsel pga. intelligensbegrænsninger, dommerens fulde kommentarer viser

Teen rapists spared jail partly because – Under et domsforløb i Southampton Crown Court blev tre drenge, der blev dømt for at have overgrebet to piger under separate anfald, undgået fængsel på grund af detaljerede beviser om deres præcise forægneri, rehabiliteringsmuligheder og de dybe intelligensbegrænsninger hos to af de unge. Dommeren, Nicholas Rowland, har nu offentliggjort sin fulde domsredegørelse, efter BBC har bedt om transskription af de kommentarer. Redegørelsen viser, hvordan dommeren vurderede sagsforholdene, herunder de neurologiske defekter og de unge drenge’s forståelse af konsekvenserne af deres gerninger.

Domstolens komplekse beslutning

De tre drenge blev dømt for seksuelle overgreb i Fordingbridge i 2024 og 2025. To piger, 15 og 14 år gamle, blev på tværs af to separate hændelser overgivet af de to drenge, der var 14 år, og en tredje dreng, 13 år, som blev ansøgt for at have hjulpet i et anfald. Dommeren har oplyst, at dommen vil blive revideret af Højretten, da det har vakt stor diskussion efter, at de blev givet youth rehabilitation orders (YROs) i stedet for fængsel.

“Det vil være en redegørelse, som både forsvar og anklage kan forstå, så de kan se, hvordan det kom til at se ud,” sagde dommeren i sin overvejelse.

Dommeren skilte sin domsredegørelse i to faser. I den første fase kommunikerede han direkte med de unge drenge, brugte enkel og generel sprog, som er anbefalet til børn. Han refererede til deres gerninger som “alvorlige ting” og forklarede, at de blev underlagt restriktioner som straf, men skulle overvåges af specialister for at undgå gentagelse.

I den anden fase fokuserede dommeren på den juridiske kompleksitet, der forklarede hans beslutning til domstolens notat. Her udtrykte han, at sagsforholdene ikke kunne sammenlignes med tidligere tilfælde, hvor unge med lignende alder og seksuelle overgreb blev sat i fængsel. “Fakterne om anfaldene og de unge drenge’s karaktertræk er meget forskellige,” understregede han.

Dette domsforløb er blevet opmærksomhed i medierne, da de unge drenge’s forhold til fængsel blev diskuteret. En ekspert fra det yngre retsudvalg fortalte, at det ville være skadeværdigt at sende en af drengene i fængsel, da hans komplekse intelligensbegrænsninger gjorde det svært for ham at forstå konsekvenserne af sin handling. Dommeren forklarede, at selvom han havde ADHD og “dybe kognitive forstyrrelser”, var hans personlige ansvar ikke reduceret.

“Jeg er meget sikker på, at N’s skyld blev mindre på grund af hans dybe forstyrrelser,” sagde dommeren. “Han forståede, hvad der skete, ikke så meget som en 14-årig, der fungerer uden defekter.”

N, der var 14 år, blev diagnosticeret med en IQ i bunden af 1%, og han havde både ADHD og “ekstrem neurologisk svaghed”, hvilket gør det vanskeligt for ham at følge en almindelig skoleundervisning. Hans mor beskrev ham som “mere som en 8-årig dreng.” E, den tredje dreng, blev ansøgt for at have mindre intelligenskapacitet med begrænset forståelse for samtykke. Disse faktorer, blandt andet, mente dommeren, gjorde det muligt at undgå fængsel, da fængsel er et “sidste tilfælde” i gældende retningslinjer for børnestraf.

Dommeren understregede, at dommen skulle være “individuel og fokus på drengen eller ungdommen”, som en prioritet over gerningens karakter. “For en dreng eller ungdom skal dommen have fokus på rehabilitering, hvor det er muligt,” sagde han.

Detaljer i domsforløbet

I sin redegørelse gav dommeren detaljer om, hvordan de to hoveddrenge, J og N, blev beurtet. J blev givet en YRO på tre år med 180 dage intensiv overvågning, mens N fik en YRO på tre år, men med særlig opmærksomhed på hans forstyrrelser. E, den yngste dreng, fik en YRO på 18 måneder. Disse domme betød, at drengene blev sendt tilbage i deres samfund, men under stærk tilsyn.

Dommeren understregede, at selvom de to piger havde givet samtykke i starten, var deres tilbagekaldte samtykke afgørende for at definere gerningerne som “rædsel.” Han forklarede, at initialt samtykke ikke kunne opveje de seksuelle overgreb, selvom de ikke var tvunget i fysiske trusler. “Der var ingen fysisk vold eller udnyttelse,” sagde dommeren, “men gerningerne blev forværret af, at drengene arbejdede sammen og filmede anfaldene.”

“Jeg finder ikke, at de unge drenge’s handlinger kan forklares af deres uddannelse eller sted, hvor de har vokset op,” sagde dommeren.

Det blev fremhævet, at de unge drenge’s forståelse af deres handlingers konsekvenser var en central del af dommerens vurdering. Dommeren forklarede, at de YROs blev brugt som en mulig løsning, fordi det var lettere at overvåge deres gerninger i frit samfund end at holde dem i fængsel. “Det er vigtigt at balancere børns ansvar og deres evne til at forstå, hvad der sker,” fortalte han.

De tre drenge’s sagsforhold viser, hvordan den nuværende domstol i Storbritannien behandler alvorlige seksuelle overgreb, hvor de unge drenge har psykologiske begrænsninger. Dette forløb er blevet brugt som et eksempel på, hvordan dommeren kombinerer empirisk beviser med juridisk forudsigelse, når det kommer til at skabe en retfærdig og effektiv dom.

Dommeren har også fremhævet, at de unge drenge’s forhold til kognitiv funktion og deres samarbejde i anfaldene var afgørende for at anskue deres overgreb som “flere ting, som dommeren kunne have undgået.” Med dette i baghovedet er det klart, at dommeren havde taget en kompleks beslutning, der både tog højde for de unge drenge’s svagheder og deres ansvar.

Samfundsøkonomi og rehabilitering

Du kan sige, at dommerens beslutning har ført til en mere fleksibel tilgang til at dominere unge drenge, der begår alvorlige overgreb. Han understregede, at fængsel kunne have været en stærkere bestræbelse, men at rehabilitering var en bedre mulighed, når de unge drenge kunne følge retningslinjer. “Det er vigtigt, at de unge drenge har mulighed for at blive integreret i samfundet, og at deres forbedring kan vurderes,” sagde dommeren i den sidste fase af redegørelsen.

Med denne ræsonnement gør dommer