Henry Zeffman: What does Keir Starmer do next after Andy Burnham’s Makerfield win?
Henry Zeffman: Hvad gør Keir Starmer nu efter Andy Burnhams sejr i Makerfield?
Henry Zeffman – I dagligdagen er ordene “delusional”, “en smule delusional” og “absolut delusional” blevet brugt som et eksempel på de reaktioner, Labour-mp’er har udtalt efter Andy Burnham’s sejr i Makerfield-byvalget. Klart er det Sir Keir Starmer, som ligger i fokus: den mand, der kun to år siden bragte Labour tilbage til det tilmælte land i regeringen efter 14 års afstand, og blot fem år efter partens verste almindelige valgsejr. De mp’er, der er blevet aktive i debatten, kommer fra forskellige faktioner, generationer og ministerposter. Men de er alle enedes i en fælles mening, at Sir Keir har nået det endelige spil.
For Sir Keir og hans allierede er det de, der ønsker hans afgang, der er delusionaler. Deres argument i morgen er, at det ekstremt ødelæggende spektakel af en regerende partis indre konflikt netop er det, stemmerne i sidste valg gav Labour for at undgå. Som et dokument, der er i gang blandt premierministerens støttere, skriver: “Når konservative holdt sidste valg, så så britiske borgere dem mest sandsynlig som ‘nur i sig selv’, ‘ugenerel’ og ‘opdelt’.” “Vi må ikke tillade, at vi bliver forurenede på samme måde,” lyder det i dokumentet.
Trods Sir Keirs opfordring til at undgå opdeling, er der i morgen en markant enhed blandt mange Labour-mp’er. De er ved at opnå en fælles forståelse for, at Burnham’s mål i Downing Street er sikret, og at den eneste åbne spørgsmål er den præcise vej til at nå derhen. Ordet, der nu bliver brugt mere og mere til at beskrive den uundgåelige ledervalg, er “koronation”. Det vil sige, at mp’erne tror, at ledervalget ikke vil nå et stadium, hvor Labour-medlemmerne får stemmevælgere. I stedet tror de, at Burnham vil blive valgt uden modstand, ligesom Gordon Brown blev valgt i 2007, da han tog over som Labour-lerer og premierminister.
En kompleks faktor i en eventuel koronation kunne være Wes Streeting, der forlod sin stilling som sundhedsminister for at protestere mod Sir Keirs lederrolle i sidste måned. Selvom nogle af hans kolleger er skeptiske, har Streeting været bestemt i de sidste dage om, at han har støtte fra de 81 mp’er, som kræves for at starte et ledervalg. Vi kan snart få svar, men han vil sandsynligvis komme under større pres, herunder fra nogle af hans allierede, for at trække sig bagud og gøre en hurtig overgang mulig.
Naturligvis er Sir Keir selv en udfordring. Han har forklaret i morgen, at et ledervalg vil “gøre vores parti og vores bevegelse udelukkende.” Men hvis det bliver udløst, må han bevise, at det ikke er hans egen ønske om at overleve, der er mest ansvarlig for Labour’s kaos. Under Labour’s regler behøver Sir Keir ikke opnå de 81 stemmer for at blive kandidat. Som den nuværende leder er han automatisk på listen over partimedlemmerne, hvilket betyder, at der kan være ingen koronation. Hans beslutning om at fortsætte sikrer en valg af Labour-medlemmerne. Han behøver ikke kun støtte fra nogle af sine mp’er, men faktisk kun samtykke fra partimedlemmerne, og det er det, der nu er centrale.
Det er dog ikke kun det faktiske stemmerantal, der er interessant. I vores politiske system kan premierministeren kun lede, hvis han har flertallets tillid blandt mp’erne. Det var netop denne realitet, der førte til Boris Johnson’s afsked i 2022, da han ikke kunne oprette en funktionel regering. Spørgsmålet er nu, om Sir Keir stadig har tilstrækkelig støtte fra sine kolleger for at lede regeringen. Det er det centrale spørgsmål, som vi vil få svar på over de næste dage.
Det er en interessant situation, da Sir Keir både er premierminister og Labour-leder. Hans position som leder har givet ham tilladelse til at blive kandidat uanset, om han har flertallets støtte. Men hans rolle som premierminister gør det også nødvendigt for ham at have flertallets tillid. Dette skaber en dobbelt udfordring: på den ene side har han givet sig til at være en fast leder, og på den anden side har han netop truet med at trække sig fra en afgørende rolle. Det er derfor vigtigt at se, hvad hans politiske styrke er og om hans kolleger er parate til at støtte ham.
Et følgende element i debatten er, hvordan en eventuel ledervalg kan påvirke partis indre dynamik. Der er en frygt for, at en valg kan åbne op for en øget opdeling. Men samtidig er der en tilfælles forståelse for, at det er vigtigt at sikre et stabeligt lederskab. Det gør det således kompliceret, at den nuværende situation på et tidspunkt kan skabe uenighed mellem de politiske spændinger og den faktiske lederskabets formål.
Der er endvidere en tendens til, at det nuværende ledervalg bliver set som en afslutning på en serie af udfordringer for Labour. Det har været en part, der har gennemgået både store og små skred, men nu ser de ud til at være ved at opnå en klar vej fremad. Det er en udfordring, som både Sir Keir og Andy Burnham må håndtere – og det vil sige, at det er en almindelig kamp for at finde en person, der kan repræsentere partiet i de kommende år.
Burnham’s sejr